Med årets afslutning stopper Per som partner, men der er heldigvis forsat mulighed for at møde Per i 2018, da han forsætter som konsulent for firmaet. Vi har fastansat Louise Bjerre Bojsen som udviklingskonsulent på fuld tid. Louise har det sidste år været projektansat og arbejdet med borgerinddragelse i Tårnby Hjemmepleje. I vil møde Louise som konsulent og underviser på bl.a. trin 1, 2 og 3, men hun vil også tage sig af internt kommunikations- og udviklingsarbejde.
Årsskifte lægger op til refleksion, og vi håber, I finder ro til at stoppe op og glædes over de ting, der er lykkes for jer, og som er værd at sætte pris på. Vi håber også, julefreden giver energi til og overblik over de vigtigste ryk, der skal ske hos jer i 2018.
I 2017 har vi været særligt undersøgende på begrebet ny velfærd og hvad det betyder for myndighedsopgaverne. På det 18. årskursus for myndighedschefer og -ledere satte vi eksempelvis fokus på de udfordringer, myndigheden står overfor i fremtiden, samt hvilke udviklingsbehov, der opstår som følge af at gentænke velfærden. I 2018 glæder vi os til at kunne invitere jer til endnu et årsmøde d. 28.-29. maj såvel som endnu et årskursus i november.
2017 var også året, hvor vi, i samarbejde med myndighedsledere fra udvalgte kommuner, oprettede en tænketank for fremtidens myndighed på Social- og Sundhedsområdet. Formålet med tænketanken er at skabe nye ideer og muligheder, der kan inspirere til at gå nye veje som myndighedsledere. Tænketanken tror på, at borgerinvolvering kun bliver mere og mere vigtigt i forhold til at kunne skabe individuelle løsninger med borgeren som en ansvarlig medspiller. Derudover er fremtiden at (sam)skabe en BUM med mening i fællesskab med politikkere, administration og lignende interessenter. Tænketanken fortsætter naturligvis i 2018 med første møde i marts. Vi holder jer løbende opdateret her i nyhedsbrevet. På netværkssiden fik vi også i 2017 etableret et netværk for faglige koordinatorer på Sjælland. Vi ser flere og flere koordinatorer på myndighedsområdet, og behovet for netværk vil måske også brede sig i det jyske og på Fyn i 2018.
I samarbejde med Metropol har vi i 2017 gennemført to kompetenceudviklingsforløb i rehabilitering for Sundhedsstyrelsen – og med meget positive tilbagemeldinger fra deltagerne. Er I interesseret i at blive udfordret på jeres tilgang til § 83a udbyder vi fortsat temadage om rehabilitering til hjemkøb – – både med fokus på samarbejdet mellem myndighed og leverandør og arbejdet med mål og formål.
I 2018 kan I se frem til, at vi åbner op for tilmeldinger til Trin 3-uddannelsen som åbent kursus i efteråret på samme måde som gør sig gældende med Trin 1 og 2. Derudover kan vi som noget nyt præsentere en temadag om fremtidens myndighedsrolle. Datoer og yderligere information kommer på hjemmesiden.
Vi glædes over de mange kloge og inspirerede mennesker, vi har mødt i 2017, og som har udfordret og inspireret os til at forsætte fokus på fremtidens myndighed.
Vi glæder os til 2018!
”Kun den, der standser op, er på vej” – Tommy Hellsten, finsk teolog og forfatter
Glædelig jul
– Per, Karin og Charlotte