Årskongres 2018: De vigtigste pointer og take-aways

Du kan læse mere om de vigtigste pointer og highlights fra de to faglige dage i Fredericia. Den 19. årskongres for myndighedspersoner satte fokus på kommunernes arbejde med helhed og sammenhæng. Det gælder både i forhold til løsningerne, sagsbehandlingen, afgørelserne, men også i det professionelle samarbejde omkring borgeren. Husk også at se vores to videoer fra årskongressen nederst på siden.

Aldrig før har der været så stor interesse for helhedsorienteret sagsbehandling, hvilket formentlig hænger sammen med, at kravene om helhed og sammenhæng i kommunerne kun bliver større og større. Helhed og sammenhæng er ikke et “nice-to”, men et absolut “need-to” – og med sammenhængsreformen går vi fra et ønske om sammenhæng til et krav om sammenhæng.

 

Komplekse forløb gør helhed og sammenhæng svært

Årskongressen tilbød forskellige perspektiver på, hvorfor det kan være så vanskeligt at sikre borgerne helhed og sammenhæng i løsningerne: Bo Vestergaard problematiserede, at borgerens situation og behov kan ændre sig under et forløb. På den ene side er der lovgivningen og bureaukratiet, men spørgsmålet er, om korrekt og retfærdig behandling er tilstrækkeligt? På den anden side er de organisatoriske barrierer: vender budgetansvar og incitamenter rigtig?  Og hvad med de fagprofessionelle dyder: kan faget komme til at stå i vejen for opgaven?

Helhed og sammenhæng bliver svært, når opgaveløsningen i for høj grad er siloopdelt efter strukturer og myndighedsgrænser frem for efter borgernes behov. Det kan, som Carsten Hornstrup, chefkonsulent i JointAction, sagde, komme til at betyde, at borgerne i for mange tilfælde får et ukoordineret eller usammenhængende forløb i mødet med den offentlige sektor.

Borgerrådgiver, Bettina Post, sagde:

De (borgerne) kan ikke finde rundt i systemet. De kan ikke finde ud af hvem, de skal snakke med, hvem der bestemmer, hvad der skal det og hvor de forskellige aktører befinder sig.”

 

Oh ve, oh skræk for den borger, der har brug for flere paragraffer

Én af de tilbagevendende pointer på årskongressen var at helhed og sammenhæng ofte ikke er vanskeligt, når borgeren har et enkeltstående problem. Der lykkes vi. Der, hvor vi ofte ikke lykkes, er, når borgerne har flere udfordringer og problemer i forskellige sektorer, afdelinger og forvaltninger:

Vi kan ikke både have ondt i sjælen, ondt knæet, have misbrug, brug for psykiatrien og at børnene har problemer på samme tid. Glem det. Det går ikke

Carsten Hornstrup, Chefkonsulent

 

Det er ofte de borgere, som har det sværest, der bliver mødt af de mest komplekse og svært gennemskuelige regler og tilbud. På den måde kommer vi til at spilde for mange ressourcer i den offentlige sektor – det gælder menneskelige ressourcer såvel som økonomiske.

Set ud fra et borgerperspektiv kan der derfor ikke være tvivl: Det giver mening, at de professionelle fagfolk går forrest og sammen hjælper sagen på vej. Og selv fra et ressourceperspektiv findes der gode argumenter, så vi undgår dobbeltkompensation og får tænkt i fælles indsatstrapper. Helhedsorienteret sagsbehandling understøtter desuden borgerens retssikkerhed og tillid til forvaltningen.

 

Model: Pia Svarre Mikkelsen

 

Helhed og sammenhæng kræver koordinering af løsninger med borgeren i centrum

En ting er de rette organisatoriske og juridiske rammer, der gerne skulle understøtte arbejdet med helhed og sammenhæng. Men hvad med de professionelle kompetencer? Hvad kræver det af de professionelle for at kunne lykkes med helhed og sammenhæng i sagsbehandlingen?

Årskongressen har indikeret, at fremtidens myndighedsperson både skal have koordineringskompetencer, mødeledelsesfærdigheder og en større forståelse for opgaver og ansvarsområder på tværs af afdelinger, teams og faglighed. Men for at kunne navigere i det komplekse handlefelt mellem lovgivning, de organisatoriske rammer og fagligheden og stadig kunne lave meningsfulde løsninger for borgeren, kræver det også en vis bredde i myndighedspersonens opmærksomhedsfelt og ikke mindst en god sjat kreativitet. Derudover er det også vigtigt at kunne lave relationsarbejde og inddrage borgeren i løsningerne.

 

Model: Pia Svarre Mikkelsen

 

Men der er stadig rigtig meget, vi kan gøre – også i din organisation

Vi fik også bekræftet, at kommunerne på mange måder er godt på vej, men at der stadig er meget endnu, der kan gøres for at sikre helhed og sammenhæng. Til det fortsatte arbejde fik vi præsenteret forskellige løsningsforslag og ideer:

I Furesø Kommune har de eksempelvis arbejdet med én samlet borgerplan og netværksmøder med borgeren for bordenden. Projektleder Christian Buskjær sagde:

“Vi vil godt sige, at vi skaber løsninger sammen med borgeren, og så vender vi os mod paragrafferne bagefter”

Men hvad kan vi så gøre for at komme endnu længere med det helhedsorienterede og sammenhængende arbejde? Vi kan begynde at lave konkrete aftaler om, hvordan den helhedsorienterede sagsbehandling skal tilrettelægges i praksis på tværs af myndighedsafdelinger i kommunen, så borgerne sikres smidige og effektfulde forløb. Ord som gråzonesager, borgeren som kastebold og “falde mellem to stole” kan afløses med fælles besøg, koordineringsmøder, fælles afgørelser og fælles plan.

På baggrund af vores erfaring fra arbejdet med en lang række kommuner, anbefaler vi i Substans:

// Aftaler om, hvordan og hvornår I træffer fælles afgørelser og afgiver fælles svar til borgerne, så de oplever en koordineret og sammenhængende kommune.

// Enighed om, hvornår det giver mening at indkalde til fælles besøg hos borgerne eller koordineringsmøder, og hvornår det er værdifuldt at arbejde med tovholderfunktioner.

// Opbakning til, at alle arbejder efter fælles ansvar for koordinering, sammenhæng og opfølgning i borgerforløb og viden nok hos alle til at kunne anvende relationel koordinering i det tværfaglige samarbejde.

// Aftaler om den gode dokumentation på tværs af fagligheder og afdelinger/teams.

 

Årskongres for myndighedspersoner 2018

"Når borgeren har et enkeltstående problem, så lykkedes vi. Der hvor vi ofte ikke lykkes, det er jo når borgerne har flere udfordringer og problemer, der hører til i hver sin sektor, afdeling osv."

Karin Storr

Et sammenklip af de vigtigste pointer

"Helhed og sammenhæng er at skifte imellem monofaglig tilrettelæggelse af tilbud til at se på, hvad der er vigtigt for samarbejdet og for borgeren."

Charlotte Nejmann Kjær