Social- og Boligstyrelsen tilbyder i samarbejde med Substans Konsulenthus og Åben Dialog Fonden et gratis forløb til kommuner, som ønsker at udvikle praksis på ungeområdet.
Forløbet er for ledere og medarbejdere, der arbejder med unge i psykisk mistrivsel i kommunens Børne- og Familieafdeling, PPR og KUI. Øvrige samarbejdspartnere fra udfører- eller voksenområdet kan også deltage.
Første forløb starter i september 2024 og det næste marts 2025. Forløbet strækker sig over ca. 8 måneder.
Initiativets overordnede målgruppe er unge i psykisk mistrivsel i alderen 13-24 år. ’Psykisk mistrivsel’ kan både dække over unge, som har psykiske vanskeligheder og modtager behandling i psykiatrien og unge som udviser begyndende tegn på psykisk mistrivsel, fx unge som oplever tegn på stress, angst eller depression, eksempelvis som følge af høje forventninger og præstation. Eller det kan være unge som oplever psykisk mistrivsel som følge af livs- eller familiemæssige situationer, som måske er hovedårsagen til, at de modtager støtte fra kommunen.
Initiativets direkte målgruppe er kommunale ledere og medarbejdere, som arbejder med unge i mistrivsel og som ønsker at styrke deres indsats.