Året der gik, 2018

2018 har været fuld af begivenhedsrige øjeblikke, store forandringer og spændende udfordringer. Vi ser tilbage på året, der gik og fortæller, at du allerede nu kan se frem til blandt andet to årskongresser og et nyt udviklingsforløb for myndighedsledere i 2019. Vi ønsker alle vores kunder og samarbejdspartnere et lykkebringende 2019 og ser frem til mange flere gode oplevelser sammen.

Vølund og Kloster blev til Substans

2018 har budt på store forandringer: Per Kloster stoppede som partner pr. 1 januar. Heldigvis er Per stadig konsulent for os og løser fortsat opgaver for Substans. Efter flere måneder i tænkeboks skiftede Vølund og Kloster navn til Substans. Vi ønskede et navn, som siger noget om, hvad vores kunder og vi leverer. Og vi mener, at det er substans. Du kan læse mere om navneskiftet, og hvorfor vi valgte at kalde os Substans her. Det forgangne år bød også på nye uddannelsestiltag: På temadagen Kender du de seneste ændringer i serviceloven? går partner, Karin Storr, i dybden med servicelovens nyere bestemmelser og sætter fokus på, hvad det konkret betyder for kommunernes sagsbehandling. I december havde vi opstart af det første åbne hold af overbygningen Myndighedsrollen i et kommunikativt perspektiv (tidligere trin 3). 25 kursister skal de kommende måneder lære at håndtere dilemmaer, konflikter og pres samtidig med, at de overholder lovgivningen. De får værktøjer til at finde borgerens motivation og forhandle samt facilitere samtaler med borgerne, pårørende og samarbejdspartnere.  

 

Et travlt år på konsulentsiden

Har I brug for hjælp eller sparring til at skabe effektive og helhedsorienteret organiseringer og sagsbehandling, har vi gjort os gode erfaringer fra blandt andet Holbæk og Furesø Kommune. Vi bidrager gerne med hjælp til at omsætte sammenhængsreformen i praksis. Kontakt Charlotte Nejmann Kjær på e-mail: charlotte@substans-konsulenthus.dk eller på telefon: 25444770.

Organisering af myndighed

2018 har været året, hvor konsulenthjulene virkelig har kørt på højtryk. I Holbæk Kommune ønskede de at optimere deres organisering, så den på bedste vis kan understøtte effektiv behandling af høj kvalitet af borgernes forespørgsler og samtidig understøtte en lærende og udviklende visitation med høj arbejdsglæde. Ligesom Holbæk Kommune har myndighedsafdelinger i dag brug for en organisering, der flytter dem fra en privatpraktiserende kultur kendetegnet ved egne sagsbunker, uensartet arbejdsgange og serviceniveau, til en mere opsøgende kultur. Organiseringen skal sikre, at arbejdspresset ikke skubbes videre eller flyttes rundt, men understøtte et øget fokus på råd og vejledning, inddragelse af netværk i løsningerne og bedre håndtering af både de mere komplekse borgere og enkelte sager, der især kræver hurtige svar. Er du interesseret i, hvordan I kan skabe de bedste organisatoriske rammer for myndighedsopgaven, kan du hente pjecen Organisering af myndighed på Social- og Sundhedsområdet her.

Sammenhæng på tværs og én samlet borgerplan

Med sammenhængsreformen går vi fra et ønske om sammenhæng til et krav om sammenhæng. Et konkret og centralt sted at sætte ind er at skabe én samlet plan for borgere, der ellers har mange indgange til kommunen. Det lyder enkelt, men det  kræver en fokuseret indsats på flere niveauer. Kommunen skal lykkes med de rette rammer (i form af aftalte principper, organisering og arbejdsgange), de rette kompetencer (målarbejde, mødeledelse og borgerinddragelse) og den rette ledelse (systemer for styring, opfølgning og samarbejdsfora). I et frikommuneprojekt i Furesø Kommune tilbyder de én samlet indgang til borgere, der ellers har mange sagsbehandlere og kontakter i kommunen. De arbejder på at skabe en ny servicekultur, hvor alle mål og indsatser samles i én borgerplan på tværs af afdelinger. Substans har understøttet udviklingsprocessen i Furesø med et kompetenceforløb, der blandt andet havde fokus på mødefacilitering, udarbejdelse af borgerens plan og borgerinddragelse. Du kan hente pjecen Én borger – Én plan, der er inspireret af erfaringe fra processen i Furesø Kommune, her. Substans kan hjælpe på alle niveauer eller blot understøtte implementeringen af nogle af de konkrete koncepter, som understøtter arbejdet med én plan. Vores koncepter og tilgange er i de seneste år blevet udviklet i tæt samarbejde med borgere og professionelle i kommunerne, og vi ved, de virker.

Myndighedsrollen i forandring

Et andet af de nye tiltag på konsulentsiden er udviklingsdagen Myndighedsrollen i forandring. Myndighedens opgaver er under udvikling, og det rok­ker ved forståelsen og anvendelsen af selve myndig­hedsrollen. Dagen giver en fælles forståelse af udviklingen i myndighedsrollen, -opgaven, og hvordan det påvirker rollerne. Kursisterne får også kendskab til seks konkrete myndighedsroller, og kompetencer der knytter sig til dem.  

 

Tænketank: Fremtidens myndighed

I 2018 har der i tænketanken Fremtidens myndighed været fokus på organisering og på at drøfte, hvordan myndigheden kan lave en organisering, der understøtter myndighedsopgaverne for 2020 (effekt, sammenhæng, samskabelse, økonomi og faglighed). Tænketankens medlemmer er blevet bedt om at forholde sig til spørgsmålene: ”Hvis jeg skulle skrue på min nuværende organisering, hvad skulle ændres for bedst muligt at kunne understøtte opgaven i 2020?” og ”Hvad ville ud fastholde fra den nuværende organisering?” Tænketankens medlemmer kom frem til, at initiativer som borgerens indgang, myndighedsfaglighed, “ingen sag er min sag”, tværfagligt samarbejde og faste sagsbehandlere til faste borgere alle er værdigfulde at fastholde for fremtidens myndighed. Medlemmerne af Fremtidens myndighed anbefaler at, slå forvaltninger sammen, så det meningsfuldt understøtter opgaven, undersøge, om incitamentstrukturen er god nok, lave nye organiseringer, der understøtter videndeling og undersøge, hvilke opgaver der meningsfuldt kan overbringes til andre. Derudover vurderes det, at samarbejde på tværs af afdelinger er vigtigt for fremtidens myndighed ligesom det at sætte fokus på at skabe en kultur, der understøtter kerneopgaven og bør gives opmærksomhed frem mod 2020. Medlemmerne anbefaler at sætte fokus på skabe en identitet væk fra sagsbehandler til rådgiver og sidst men ikke mindst, at undersøge og afgrænse hvad myndighed IKKE er. Du kan læse mere om blandt andet formålet med tænketanken her.  

 

Netværk for faglige koordinatorer

I år har netværket særligt haft fokus på rollen som faglig koordinator: Hvilket ansvar bliver der lagt i rollen? Hvilke udfordringer giver det i dagligdagen? Og hvilke snitflader er der til det reelle ledelsesrum? Der har også været fokus på de mange hjemvisninger fra Ankestyrelsen, der kan være en stor udfordring. Netværket har fået input til, hvordan samarbejdet mellem § 83 og § 85 smidiggøres til gavn for borger, ankestyrelse og samarbejde, hvordan der bevilliges vedligeholdende træning. Formålet med netværket for fagkoordinatorer er at dele viden, sparre om faglige udfordringer og lade sig inspirere til nye ideer og muligheder i egen myndighedsfunktion. Intentionen er at skabe et fælles rum, hvor der reflekteres over rollen og samtidig muliggøre projektdeling på tværs af kommuner. Deltagere i netværket er fagkoordinatorer fra Social- og Sundhedsområdet. Er du interesseret i at vide mere om det faglige netværk, er du mere end velkommen til at kontakte Karin Storr på e-mail: karin@substans-konsulenthus.dk eller telefon: 26169380.  

 

Årskongres: Styring af myndighed og helhed og sammenhæng

På det 7. årsmøde satte vi os for, sammen med landets myndighedschefer og -ledere og nogle af de klogeste hoveder på feltet, at undersøge, hvordan forandringer i velfærd- og myndighedsopgaven påvirker styring af myndigheden og stillede spørgsmålet: Kan fremtidens myndighed ledes? Du kan læse mere om årsmødet her og downloade oplægsholdernes materialer. Årskongressen for myndighedspersoner blev som noget nyt afholdt på Trinity i Fredericia, da arrangementet havde vokset sig for stort til de vanelige omgivelser i Svendborg. Den 19. årskongres satte fokus på kommunernes arbejde med helhed og sammenhæng – både i forhold til løsningerne, sagsbehandlingen, afgørelserne, men også i det professionelle samarbejde omkring borgeren. Du kan se de vigtigste pointer fra årskongressen på tre minutter nederst på siden eller læse mere om årskongressen her.  

 

I 2019 kan du se frem til…

2018 har uden tvivl været et begivenhedsrigt år, og det er vi overbevist om, at 2019 også bliver. Du kan allerede nu glæde dig til:

Myndighed i et ledelsesperspektiv

Den 25. september 2019 starter vi et nyt udviklingsforløb for myndighedsledere på Comwell, Kongebrogården i Middelfart. Vi har udviklet et nyt forløb til ledere, der ønsker større forståelse for myndighedens kerneopgave og nye perspektiver på de udfordringer og problemstillinger, man som leder indenfor Social- og Sundhedsområdet ofte støder på.

På forløbet, som er fire dage og strækker sig over et halvt år, sætter vi fokus på de krav, der stilles til den kompetente leder, som f.eks. at støtte medarbejderne i at lykkes med den hårfine balancering af rehabilitering, serviceniveau og lovgivning i praksis og at udøve god faglig ledelse til medarbejdere ved at sparre og udfordre på løsninger og afgørelser.

Du kan læse mere om forløbet, finde pris og datoer her.

2x årskongres

Traditionen tro afholder Substans i 2019 to årskongresser: Årskongressen for myndighedsledere løber af stablen den 28. og 29. maj på Comwell i Børkop, Vejle. Du kan allerede nu tilmelde dig her. Årets program offentliggøres på Substans’ hjemmeside og udsendes i starten af februar. Årskongressen for myndighedspersoner ligger i år den 19. og 20. november. Programmet forventes offentliggjort i starten af september 2019. Tilmelding foregår på Substans’ hjemmeside.

Substans bidrager med kapitel til ny bog

Partner Charlotte Nejmann Kjær og udviklingskonsulent Louise Bjerre Bojsen har bidraget med et kapitel til bogen “Dialogisk procesfacilitering”. Vi bruger dialogisk procesfacilitering som undervisningsmetode i alle Substans’ undervisnings- og udviklingsforløb. Bogens kapitel er bygget på empiri fra et forløb Myndighedsrollen i et kommunikativt perspektiv. Kapitlet diskuterer et forhold, der umiddelbart forekommer paradoksalt, nemlig hvorvidt det er muligt at lave dialogisk procesfacilitering i undervisningen på en kommunikationsuddannelse, der er tilrettelagt som et diplommodul og derfor er stramt styret af pensum- og eksamensbestemmelser. Det er forfatternes antagelse, at dialogisk procesfacilitering er helt central for, at deltagerne kan omsætte deres læring i praksis efterfølgende.

Du inviteres til reception i Aalborg den 18. januar, hvor du blandt andet kan høre et oplæg af Charlotte Nejmann Kjær, der fortæller om bogens kapitel. Arrangementet er åbent for alle, og det er gratis. Der er ingen tilmelding, men kom i god tid, så du får plads. Du kan læse mere om arrangementet her. Bogen udkommer medio januar 2019. Du kan læse mere om bogen her.
 

Nyt medlem af Substansteamet: Christian Buskjær

Pr. 1. februar 2019 bliver Substansteamet beriget med endnu et medlem, da Christian Buskjær starter som konsulent. Christian kommer fra en stilling som specialkonsulent i Furesø Kommune, og har været projektleder på Sammenhængende borgerforløb. Vi er meget begejstrede for at få Christian med i Substans, og vi glæder os til at dele hans mange kompetencer, viden og væsen med jer fremadrettet.

Vi i Substans vil gerne takke jer alle for et spændende og udfordrende 2018, og vi glæder os til flere oplevelser sammen i 2019. Rigtig god nytår!

Charlotte Nejmann Kjær og Karin Storr
Partnere i Substans

Furesø Kommune: Sammenhængende borgerforløb

Årskongres: De vigtigste pointer på tre minutter

Årskongres: Tak for i år!